Exklusivt - Danmark

De bedste og hårdeste

07-08-2012
De bedste og hårdeste
Islandske Gudjon Valur Sigurdsson er topscorer i OL-turneringen med rene mål.
Arkivfoto: Ingrid Anderson-Jensen

Af Pelle Larsen

"Der findes tre slags løgn: løgn, forbandet løgn og statistik." Sådan sagde Mark Twain, og måske havde han ret. Men derfor kan det nu godt være interessant at se på de personlige statistikker for OL-turneringen.

Mange af listerne har danske kendinge med helt fremme. Turneringens topscorer efter 5 kampe er tidligere AGK-spiller Gudjon Valur Sigurdsson fra Island, som har lavet 36 mål i 6 kampe - skarpt efterfulgt af sin fløjkollega fra AGK-tiden, svenske Niclas Ekberg, som har lavet 34 mål. Første dansker på topscorerlisten er Anders Eggert, som på listens 4. plads har lavet 30 mål.

Assistkongerne

Listen med flest assists toppes af franskmanden Nikola Karabatic og svenskeren Kim Andersson, som begge har lavet 25 målgivende afleveringer i 5 kampe. Disse er skarpt efterfulgt af kroaten Domagoj Duvnjak og danskeren Mikkel Hansen med 24 assists.

På straffekast har islandske Olafur Stefansson scoret på alle 11 straffekast, han har skudt. Anders Eggert er den spiller, som har scoret på flest straffekast. Han har scoret på 16 ud af de 17, han har taget og har derfor også den næsthøjeste scoringsprocent af de faste straffeskytter.

Bedste målmand, rent statistisk, deles lige nu imellem Hreidar Levy Gudmundsson fra Island og Johan Sjöstrand fra Sverige. Begge har reddet 44 % af de skud, som er blevet sendt imod deres mål. Her ligger Marcus Cleverly på en 4 plads med 19 redninger på 49 skud og derfor en redningsprocent på 39.

De hårde hunde

Mest udviste spiller i turneringen er den svenske forsvarsklippe Tobias Karlsson, som har fået 4 gule kort, 8 udvisninger og et rødt kort i de første fem kampe. ”Bedst” placerede dansker på bisselisten er Kasper Nielsen på en 6. plads. Han har fået 3 gule kort og 6 udvisninger.

Kasper Nielsen og Tobias Karlsson mødes onsdag i kvartfinalen, når Danmark og Sverige kæmper om en plads i medaljekampene.

 

Annoncer