Exklusivt - Danmark

Mere end håndbold

31-07-2012
Mere end håndbold
Rene Toft Hansen og resten af det danske herrelandshold har tid til andet end håndbold.
Arkivfoto: Ingrid Anderson-Jensen

Af Pelle Larsen

På en fridag som mandag har håndboldspillerne også tid til andet end håndbold. Den olympiske by er et syn for sig, og stregspiller Rene Toft Hansen havde tid til at få besøg af sin kæreste.

”Det har været dejligt at få besøg af kæresten i OL byen. Hun blev vist rundt i byen og var ligeså imponeret over spisesalen som os andre. Det er fedt at man har mulighed for at dele sådan noget her med familien,” siger Rene Toft Hansen til nytihaandbold.dk.

Andre af spillerne slappede af med at tage ud og se den danske batmand Michael Maze vinde sin første kamp i den olympiske bordtennisturnering.

Lasse Svan Hansen var blandt de danske håndboldspillere som fik Mazes sejr at se:

”Vi var nogle stykker der var ude og se bordtennis. Det var en sjov oplevelse og det er fedt, at vi også kan se nogle af de andre danskere i aktion,” lyder det fra den danske højrefløj, som dag missede Mazes anden kamp, da håndboldlandsholdet skulle træne om aftenen.

Danmark spiller tirsdag aften sin anden kamp i håndboldturneringen. Det er Spanien som er på programmet og her skal danskerne se om de kan følge op på den indledende sejr imod Ungarn. Kampen spilles klokken 20.30 dansk tid.

 

Annoncer